Ny direktør med stærk kommerciel profil til Alsik Hotel & Spa

Nina Staehr, ny direktør på Alsik Hotel & Spa
Alsik Hotel & Spa får fra den 1. november 2026 en ny stærk profil i front i form af Ninna Stæhr-Petersen, der er blevet ansat som administrerende direktør for det anerkendte luksushotel i Sønderborg. Hun medbringer ti års ledelseserfaring fra den danske hotel- og kulturbranche.

Ninna Stæhr-Petersen kommer fra en succesfuld stilling som direktør for ODEON og Comwell H.C. Andersen i Odense, som hun har varetaget siden 2020. Her har hun med ansvar for hotel, konference, events og kultur stået i spidsen for en markant vækstrejse, der har resulteret i en væsentlig omsætningsstigning og en markant forbedring af de økonomiske resultater.

Hendes stærke kompetencer inden for kommerciel udvikling, økonomistyring og personaleledelse har været afgørende for valget.

Ninna Stæhr-Petersen overtager posten fra Martin Johanning, der har fungeret som konstitueret direktør siden marts 2024. I den mellemliggende periode har Martin Johanning, sammen med hotellets ledergruppe, sikret en stabil drift og videreført hotellets høje kvalitetsniveau. Det er i samme periode lykkedes Alsik at genvinde titlen som Danmarks bedste luksushotel og fastholde Michelin-stjernen for gourmetrestauranten Syttende.

Valget af den nye direktør understreger de langsigtede ambitioner for hotellet, som siden åbningen i 2019 har været en af hjørnestenene i Fondens samlede plan for udvikling af Sønderborg.

Per Egebæk Have, Bestyrelsesformand i Bitten & Mads Clausens Fond, understreger:
”Alsik er mere end et hotel; det er en katalysator for udvikling i hele Sønderborg-området og en investering i regionens fremtid. Derfor er valget af direktør en af de vigtigste beslutninger, vi træffer. Vi er meget tilfredse med at have fundet en kapacitet som Ninna, der både forstår vigtigheden af hotellets rolle for lokalsamfundet og har de kommercielle kompetencer til at sikre en sund og bæredygtig forretning.”

Den nye direktør ser frem til at blive en del af Alsik og Sønderborg:
”Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at stå i spidsen for et så ikonisk hotel som Alsik. Dets position som regionalt fyrtårn og dets kompromisløse fokus på kvalitet er værdier, jeg kan spejle mig i. Jeg glæder mig til at flytte til Sønderborg med min familie, og sammen med det dygtige team på hotellet bygge videre på det stærke fundament og fortsat udvikle Alsiks position som en destination i særklasse, både for lokale og internationale gæster.”

Afgående konstitueret direktør Martin Johanning ser frem til at give stafetten videre:
”Min opgave var at bygge bro og sikre stabilitet, og det er lykkedes takket være en gruppe af fantastisk dedikerede medarbejdere på hele hotellet. Nu er tiden inde til at give stafetten videre, og jeg er utrolig glad for, at det bliver til en så kompetent og erfaren brancheprofil som Ninna. Hun overtager et hotel i god form, og jeg er sikker på, at hun kan føre det til nye højder.”

Fakta om Alsik Hotel & Spa
Alsik Hotel & Spa rummer 190 værelser, Michelin-restaurant Syttende og Restaurant Alsik, en omfattende spa- og wellnessafdeling, stor møde- og konferenceafdeling samt event- og koncertstedet Sergenten. Hotellet ejes af Bitten & Mads Clausens Fond, der blev stiftet af Bitten Clausen, enke efter Danfoss’ grundlægger Mads Clausen. Fonden har aktiemajoriteten i Danfoss A/S, og støtter udvikling af lokalområdet rundt om Danfoss’ hovedkvarter.

Læs mere om Aslik Hotel & Spa her på DKBS

Nina Staehr, ny direktør på Alsik Hotel & Spa
Picture of Ditte Rønne Veggerby

Ditte Rønne Veggerby

Marketingansvarlig

Flere nyheder

Loading...