”Det lille ekstra” er navnet på Rungstedgaards mødekoncept, som nu udvides med fem nye mødeoplevelser, der alle skal være med til at bringe kollegerne endnu tættere sammen – og skabe mere energi til en lang mødedag.
Møder handler i dag om mere end dagsordener, præsentationer og PowerPoints. På Rungstedgaard oplever de, at flere og flere virksomheder i dag også efterspørger oplevelser, der kan tilføre energi til en lang mødedag – og samtidig styrke arbejdsrelationerne og bringe kollegerne tættere sammen. Derfor udvider de nu mødekonceptet “Det lille ekstra” med fem nye oplevelser: Den Grønne Grill, Pause & Pinde, Beers & Boules, Is & Inspiration og Vin & Vandkant.
De nye oplevelser tager alle afsæt i det, der gør Rungstedgaard til noget særligt, nemlig naturen, køkkenhaven, skoven og vandet – og giver kolleger noget at samles om, både før, under og efter møderne.
“Målet med vores mødekoncept ”Det lille ekstra” er at give mødegæsterne mulighed for at koble af, få frisk luft og skabe fælles oplevelser. Vi oplever, at mange virksomheder gerne vil supplere deres møder med noget, der skaber nærvær og gode samtaler. Og det behøver ikke nødvendigvis at være en stor aktivitet – nogle gange er det faktisk de små oplevelser, der gør den største forskel. Det er den tilgang, vi tror på. Det’ måden vi gør det på,” fortæller hoteldirektør Jens Frank-Mikkelsen.
Mødeoplevelser med naturen i centrum
De fem nye mødeoplevelser i ”Det lille ekstra” har alle Rungstedgaards unikke beliggenhed som omdrejningspunkt. ”Den Grønne Grill” byder gæsterne på drinks og snacks i hotellets økologiske køkkenhave – med ingredienser og råvarer, der er høstet fra haven. En aktivitet, der skal give gæsterne et indblik i arbejdet med egne råvarer, som er blevet en stadig større del af Rungstedgaards gastronomiske profil.
”Vin & Vandkant” tager afsæt i den unikke placering mellem skoven og Øresund – en afslutning på mødedagen ved vandet med leg, grin og udsigt over havet, inden deltagerne samles om et glas vin. En oplevelse, der giver mulighed for at sænke tempoet og fortsætte dagens samtaler i mere uformelle rammer.
Derudover byder konceptet på oplevelser, der rummer alt fra konkurrencer, mikadopinde, besøg i skulpturparken, hjemmelavet is og øl brygget på humle fra Rungstedgaard. Alle aktiviteterne i ”Det lille ekstra” er skabt ud fra ambitionen om at tilbyde mødeoplevelser, hvor natur, gastronomi og fællesskab går hånd i hånd.

