Hotel Pejsegården sætter en ny kurs med et nyt ledelsesteam i spidsen.
Holdet består af Bo Bonde Wulff, der har været ansat som direktør på Hotel Pejsegården siden august 2025, altså knap et år.
I januar i år fulgte ansættelsen af køkkenchef Klaus Zoffmann, og den seneste tilføjelse er key account manager Anni Vestergård, som skal genskabe hotellets position i forhold til afholdelse af kurser og konferencer.
“Set i bakspejlet blev Hotel Pejsegården nok i for høj grad forsøgt integreret i Danske Hoteller som om, det var et hvilket som helst af kædens andre hoteller. Det er det ikke,« udtaler Bo Bonde Wulff og fortsætter:
Pejsegården har været privatejet i 53 år og er en ret særlig konstruktion, der kan håndtere nogle meget store arrangementer, og som i øvrigt er stærkt lokalt forankret i et område, hvor alle har en mening om det. Derfor går vi nu tilbage til rødderne i den forstand, at vi laver en moderne udgave af det, der var engang. Vi skaber en fast struktur, en klar retning og et generelt kvalitetsløft hele vejen rundt. Fremtiden på Hotel Pejsegården byder på genkendelighed og kontinuitet,« siger Bo Bonde Wulff.
Direktøren peger på, at særligt Hotel Pejsegårdens størrelse udgør en konkurrencefordel i forhold til at tiltrække kurser, konferencer og firmaarrangementer, hvilket der også vil blive sat et langt større fokus på med den nye strategi.
“Hvis man trækker en streg fra grænsen og helt op til Messecenter Herning, er vi uden sammenligning det hotel, som kan huse flest mennesker,” siger han og tilføjer, at Hotel Pejsegården også rummer gode muligheder for at være et underholdningshotel med for eksempel dinnerkoncerter.
Flere ændringer er gennemført
Ledelsestrioen har allerede indført en række ændringer på Hotel Pejsegården og er på vej med flere, lyder det i pressemeddelelsen.
Blandt andet er hotellets restaurant blevet flyttet fra kælder til stueplan og dermed tættere på køkkenet, ligesom menukortet er blevet moderniseret med mere fokus på økologi og særskilte menuer til vegetarer.
Samtidig er hotellets roterende pianobar blevet genaktiveret, og indgangspartiet er blevet opdateret med nye fliser og tæpper.

