Hos Kobæk Strand Hotel & Konference har de været i det kreative hjørne – og resultatet taler for sig selv.
Hotellet er i gang med en nænsom opdatering af facaden. Efter mange år med den velkendte røde farve får bygningen nu en roligere beige nuance, som harmonerer bedre med naturen omkring hotellet og understøtter den afslappede atmosfære, som mange gæster søger, når de besøger kysten ved Skælskør.
Deres direktør, Mikkel Kroustrup, er heldigvis ikke bleg for at hoppe i arbejdstøjet, når det giver mening, så han har selvfølgelig selv taget de første penselstrøg.
Men selv den mest handlekraftige direktør ved, hvornår det giver mening at lytte til andre. Tidligere på året bad Kobæk Strand Hotel & Konference derfor borgerne i Skælskør og omegn om hjælp til at udvikle hotellets strandbar, så den i endnu højere grad kunne blive et samlingspunkt for både lokale og besøgende.
Responsen var overvældende. Mellem 30 og 40 forslag tikkede ind – fra ønsker om lavere priser og håndbajere til idéer om nye oplevelser og serveringer. Alle tilbagemeldinger er blevet læst og besvaret, og flere af forslagene pegede i samme retning som den løsning, hotellet nu har valgt.
Ved at flytte strandbaren tættere på hotellet skabes der bedre rammer for både madoplevelser og hyggelige stunder. For gæsterne betyder det lettere adgang til både mad, drikke og komfort – uden at gå på kompromis med udsigten, stemningen eller nærheden til stranden.
Når strandbaren åbner den 13. juli, kan gæster blandt andet glæde sig til “Rosé og Rejer ad libitum” – en sommeroplevelse skabt til lange aftener ved vandet, gode samtaler og afslappet feriestemning.
Selvom baren er flyttet lidt længere væk fra strandkanten, er Mikkel Kroustrup ikke i tvivl om, at den fortsat fortjener navnet Strandbar. Den nye placering giver nemlig ofte mere læ for vinden, mens solen fortsat kan nydes gennem store dele af dagen og aftenen. Det skaber bedre betingelser for de lange, afslappede sommeraftener, som mange gæster forbinder med et ophold ved kysten.
Som en ekstra detalje kan gæsterne opleve de små kunstværker, som børn fra Julemærkehjemmet i Skælskør har malet på sten. Hver sten er unik, og samarbejdet med Julemærkehjemmet har stor betydning for Kobæk Strand. Derfor glæder hotellet sig over at kunne dele børnenes kreativitet med både lokale gæster og besøgende udefra.
Resultatet er mere end blot en ny placering af strandbaren. Det er endnu et skridt i udviklingen af Kobæk Strand som et sted, hvor nærvær, lokale fællesskaber og gode oplevelser ved vandet går hånd i hånd.
Se mere om Kobæk Strand her hos DKBS!
Skal vi hjælpe dig med at finde venue til årets konferencer, fester eller events? Så send en forespørgsel ind til DKBS her for gratis og hurtig bookingservice.







