Guldfeldt skal opføre Danmarks største hotel uden for hovedstaden

Odense Sport & Event har valgt entreprenørvirksomheden Guldfeldt til byggeriet af hoteludvidelsen ved OCC (Odense Congress Center). Med 247 nye værelser når Best Western Plus Hotel Odense op på 551 værelser og bliver dermed det største hotel uden for hovedstaden.

Odense Sport & Event har skrevet kontrakt med Guldfeldt om opførelsen af den nye hotelfløj ved OCC/Best Western Plus Hotel Odense. Med entreprenøren på plads kan projektet nu bevæge sig mod byggestart.

Kontrakten blev underskrevet mandag den 29. juni, og første spadestik forventes taget den 12. august.

Bedste bud efter grundig proces
Valget af byggepartner er sket efter en proces, hvor flere løsninger har været i spil, og hvor den endelige aftale både skulle sikre kvalitet, fremdrift og en konkurrencedygtig pris.

– Vi har haft et godt og konstruktivt forløb, hvor Guldfeldt i sidste ende kom med det bedste bud. Jeg vil gerne rose teamet fra Guldfeldt for samarbejdet – ikke mindst i den afsluttende fase, hvor vi sammen fandt de sidste optimeringer i projektet, fortæller Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport & Event.

Hos Guldfeldt ser man frem til at påbegynde opgaven:

– Det bliver spændende at komme i gang med et stort og flot projekt for Odense Sport & Event, som vi har haft et godt samarbejde med gennem mange år – blandt andet som sponsor i OB og på flere af koncernens øvrige aktiviteter. Vi håber og forventer, at projektet kan være med til at styrke samarbejdet yderligere, siger Kim Aage Nielsen Birkerød, administrerende direktør i Guldfeldt.

Stor bygning – stor synlighed
For Guldfeldt har opgaven betydning ud over størrelsen, forklarer Kim Aage Nielsen Birkerød:

– Projektet er vigtigt for os, både på grund af størrelsen og på grund af den synlighed, der er omkring OCC. Det er et sted, som mange besøgende lægger mærke til, og vi glæder os til at gennemføre projektet sammen med Odense Sport & Event.

Med udvidelsen får Best Western Plus Hotel Odense 247 nye værelser. Dermed når hotellet op på en samlet kapacitet på 551 værelser, når byggeriet står færdigt.

– Jeg glæder mig til, at vi kan holde første spadestik, så vi kan komme videre med udviklingen af OCC. Med en kapacitet på over 550 værelser bliver vi det største hotel uden for hovedstaden, og de mange værelser under samme tag får stor betydning for vores muligheder for at tiltrække endnu flere store kongresser, fester og sportsevents til Odense, slutter Enrico Augustinus.

Udvidelsen er en del af Odense Sport & Events fortsatte udvikling af OCC som et samlet sted for messer, konferencer, fester, koncerter, sportsevents og overnatning.

Læs mere om mødefaciliteter på OCC her hos DKBS – og book dit møde nu.

Picture of Ditte Rønne Veggerby

Ditte Rønne Veggerby

Marketingansvarlig

Flere nyheder

Loading...