DKBS lancerer innovationslegat for at styrke udviklingen i mødebranchen

DKBS lancerer et nyt innovationslegat, der skal bidrage til udviklingen af fremtidens møder og konferencer. Ansøgningsrunden for 2026–2027 er nu åben. 
Pressemeddelelse den 01.05.2026

Initiativet skal støtte personer, virksomheder og organisationer, der skaber løsninger der er med til at gøre en konkret forskel i mødebranchen.

DKBS Innovationslegat giver mulighed for øget synlighed, styrket troværdighed og adgang til relevante brancherelationer.

Finalisterne får samtidig mulighed for sparring og mentorforløb med erfarne aktører fra mødebranchen gennem en faglig komité.

Derudover uddeles hvert år en samlet pulje på 75.000 kr., som fordeles mellem tre modtagere, hvor hver finalist modtager minimum 10.000 kr.

Der lægges vægt på innovation og nytænkning. Initiativer skal bidrage med en tydelig forbedring eller en ny måde at skabe værdi i mødebranchen – og være enten i drift eller afprøvet som pilot med dokumenterbar effekt.

Ansøgningsrunden er åben frem til den 1. juni 2026.

Branche og kunder vælger i fællesskab 

Udvælgelsen af modtagerne sker i to trin.

Først udpeger en faglig komité med repræsentanter fra DKBS’ venues tre finalister. Komitéen tæller Bella Sky Conference & Event, HORISONT Hotel & Konference, IDA Conference, Kragerup Gods og Odense Congress Center. Finalisterne offentliggøres i juni 2026.

Herefter er det kunderne, der får den afgørende stemme, når legatmidlerne fordeles gennem en stemmeproces koblet til deres bookinger.

“Med DKBS Innovationslegat ønsker vi at støtte de initiativer, der konkret bidrager til udviklingen i mødebranchen. Samtidig har det været vigtigt for os at skabe en model, hvor både branche og kunder bliver aktivt involveret,” siger Marlene H. Sylvester-Hvid, direktør i DKBS.

Legatet er udviklet af DKBS i samarbejde med bestyrelsen og med sparring fra brancheorganisationen HORESTA.

“Der er brug for langt flere initiativer, der omsætter gode idéer til konkrete løsninger i mødebranchen. DKBS Innovationslegat er et stærkt eksempel på, hvordan man både kan løfte innovationsniveauet og samtidig engagere hele værdikæden,” siger Pia Svane, chef for kompetencer, bæredygtighed og certificering i HORESTA.

Det er nu muligt at ansøge om DKBS Innovationslegat via www.dkbs.dk/dkbs-innovationslegat

For yderligere oplysninger kontakt gerne direktør Marlene H. Sylvester-Hvid, DKBS på 2677 1832 eller Marlene@dkbs.dk.

DKBS (Danske Konferencecentre) blev etableret i 1990 med det primære formål at formidle kontakt mellem deres samarbejdspartnere og kunder, der skal afholde møder, konferencer, og andre større firmaevents. DKBS.dk tilbyder gratis, hurtig og nem onlinebooking samt professionel og personlig bookingservice. Yderligere tilbyder DKBS kurser, messer, netværksmøder, og andre arrangementer, der fremmer videndeling og netværksopbygning mellem samarbejdspartnere og deres kunder. Sammenslutningen repræsenterer i dag over 100 af Danmarks bedste uafhængige steder for møder og konferencer.

Picture of Ditte Rønne Veggerby

Ditte Rønne Veggerby

Marketingansvarlig

Flere nyheder

Loading...