OCC har i denne uge taget første spadestik på 248 nye firestjernede værelser. Når den nye hotelfløj åbner i slutningen af 2027, kan OCC byde gæster velkommen til landets største hotel uden for hovedstaden.
Udvidelsen af Best Western Plus Hotel Odense (OCC’s hotel, red.) er et direkte svar på en stigende efterspørgsel fra arrangører, der ønsker at afvikle store møder, konferencer og fester, hvor alt, inklusive overnatning, foregår i samme bygning.
– Med 552 værelser under samme tag får vi en hotelkapacitet, der i langt højere grad matcher de mange faciliteter og muligheder, vi har på OCC. Det har stor betydning for kunder, der planlægger store arrangementer med mange overnattende gæster, forklarer Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport & Event, der ejer OCC, og fortsætter:
– Særligt til større events er logistikken ofte en afgørende del af beslutningen om, hvor et arrangement placeres. At deltagerne kan gå fra hotelværelset til plenum, middag og fest uden at skulle ind i en bus eller taxa, fylder stadig mere for kunderne.
Størst i Skandinavien
OCC’s hotel er en del af hotelkæden BWH Hotels, der tæller godt 4.300 hoteller på verdensplan. Her ser man også frem til, at hotellet får plads til endnu flere gæster:
– Vi er meget glade for, at Best Western Plus Hotel Odense nu udvider og med sine 552 værelser bliver det største hotel hos BWH Hotels i Skandinavien. Hotellet har gennem lang tid opbygget en stærk position med et personligt og gæstfrit værtskab, og investeringen gør det muligt at byde endnu flere gæster velkommen med samme høje kvalitet og omsorg, siger Anna Spjuth, administrerende direktør i BWH Hotels Skandinavien.
Den nye hotelfløj opføres i direkte forlængelse af det eksisterende byggeri og er en del af OCC’s udvikling som et nationalt centrum for møder, konferencer, messer, fester, koncerter, sportsevents og overnatning.
Fakta om udvidelsen
• 248 nye firestjernede hotelværelser
• 552 værelser i alt, når udvidelsen står færdig
• Første gæster forventes i slutningen af 2027
• Best Western Plus Hotel Odense bliver landets største hotel uden for hovedstaden
• Hotellet ligger under samme tag som OCC’s møde-, konference-, messe- og festfaciliteter



