Bag Fjelsted Skov Hotel & Konference står ikke bare to brødre – men to familier, der sammen driver et sted, hvor nærvær, kvalitet og hjemlighed går hånd i hånd. De to brødre, Morten og Simon Frandsen, overtog hotellet fra deres forældre, og sammen med deres hustruer, Zinaida og Silje, har de videreudviklet det til et moderne og personligt konferencehotel i hjertet af Fyn. I et interview med DKBS fortæller de her om rejsen fra bedsteforældrenes lille kro på landevejen til et professionelt møde- og konferencehotel.
Et interview med familien bag Fjelsted Skov Hotel & Konference.
Hvordan startede det hele – kan I fortælle om historien?
Morten smiler, da han fortæller historien:
“Vores bedsteforældre solgte malerier på et hjørne af grunden. Da stedet kom til salg i midten af 70’erne, slog de til. Den ene stod i køkkenet, den anden servicerede gæsterne – og dagens ret blev hurtigt et hit blandt forbipasserende og lastbilchauffører.”
I 80’erne tog forældrene, Polle og Lis Frandsen, over og begyndte at arrangere selskaber og tilbyde overnatning. Da Morten og Simon trådte ind i 2010’erne, tog udviklingen fart – og i dag står Fjelsted Skov som et komplet konferencehotel.
Hverdagen bag kulissen
Alle fire beskriver sig selv som blæksprutter – og det er tydeligt, at samarbejdet bygger på tillid og fælles drivkraft. Hos familien Frandsen er det netop samarbejdet og samhørigheden, der gør Fjelsted Skov til noget særligt.
Når man spørger dem, hvad det betyder at drive konferencehotellet med sin familie er svaret klart: Det er en styrke.
“Det er en kæmpe tryghed at vide, at alt fungerer – også når man holder fri. Både gæster og personale kender os, og det giver en genkendelighed, som vi er stolte af” siger Morten.
Silje beskriver samarbejdet mellem de fire som et dynamisk samspil, hvor forskellighed er en styrke:
“Vi kommer med fire ret forskellige baggrunde, og vores veje hertil er forskellige. Vi spiller bold hen over midten alle fire i forskellige sammenhænge. Afhængig af, hvad vi kaster os over, finder vi altid nogle menneskelige egenskaber, der resonerer hen over bordet – og det er ikke nødvendigvis den samme person hver gang.”
Resultatet er et arbejdsfællesskab, hvor familie og forretning flyder sammen – og netop det familiære samarbejde skaber en ro, som både gæster og medarbejdere mærker.
Et godt eksempel på den styrke, familien rummer, var under corona-perioden. Simon husker tiden tydeligt:
“Det var noget turbulent, fordi vi ikke vidste frem eller tilbage, og det var fedt, at vi havde hinanden at sparre med. Det var dejligt ikke at stå alene med det. Samtidig er det sårbart, fordi – har vi ikke en
forretning om en måned – så er det os alle fire, det går ud over. Så er der ikke en, der har et godt job at falde tilbage på herhjemme. Det er et kæmpe ansvar, men det modsvares af en stor frihed og arbejdsglæde.”
Simon beskriver, hvordan sammenholdet i familien også smitter af på medarbejderne:
“Når vi er fire ud af 32 ansatte, der bærer kulturen, smitter det af på hele teamet. Vi holder fast i værdierne, også når der er modvind.”
Arbejdsliv og familieliv hånd i hånd
Balancen mellem arbejde og fritid kan være udfordrende, men familien har fundet sin rytme.
Morten fortæller:
“Simon og jeg er opvokset med det, og har set, hvordan både vores forældre og bedsteforældre har gjort det. Når vi lægger kuglepennen, skal vi også huske at holde fri med familien.”
For Zinaida handler det også om at inddrage børnene i det, som er en så stor del af familiens hverdag:
“Det er også vigtigt, at de er en del af det, og at vi har dem med om bord, da vi begge lever af det. Det er en naturlig del af vores hverdag at være transparente. Vores ældste datter er 15 år og er startet i opvasken, og hun kommer allerede med sine egne idéer og tanker.”
Silje og Simon har netop fået deres barn nummer to, og Silje er vendt tilbage på arbejde efter endt barsel. Her spiller forståelsen for hinandens hverdag en stor rolle:
“Zinaida er rigtig god til at huske os alle 4 på balance mellem arbejde og familieliv. Vi kan for eksempel godt mærke, at Morten og Zinaida ved, hvad det indebærer at have små børn, og I er meget indforstået med, at det er lige dér, hvor vi er nu. Der skal være plads til de forskellige livsfaser”, fortæller Silje med parrets yngste søn på armen.
Ambitioner og fremtidsplaner
For familien handler ambitionerne ikke kun om udvikling, men om at bevare sjælen på stedet. Simon fortæller:
“Vi har en ambition hver dag om, at vores gæster skal gå herfra glade og tilfredse, og føle, at de har fået noget ud af at være her. Vi har en mulighed for at levere en god oplevelse til vores gæster – og dén dag eller de dage, som de er her, kan vi ikke gøre om i morgen. Så vores fornemmeste ambition er at være der for vores gæster og sørge for, at de har det godt.”
Når man spørger, hvad gæsterne skal tage med sig hjem, svarer Morten uden tøven:
“Nærvær, det personlige og det hjemlige. De skal føle sig trygge, når de træder ind ad døren.”
Simon tilføjer “Vi tilpasser os den enkelte gæst. Vores service har elastik – og det betyder, at vi altid forsøger at gøre noget særligt for hver enkelt.”
Silje afrunder med et smil:
“Vi har 11 hektar natur omkring os med søer, skov og stier. Mange holder walk-and-talks, tager frokosten med ud for at se krondyrene eller afslutter mødedagen på shelterpladsen. Det er vores måde at bringe naturen ind i mødet.”
Fjelsted Skov står over for en udvidelse med 31 nye værelser, så hotellet i alt får 101. Der er flere spændende projekter i gang, som vi snart deler med dig her på bloggen.
Book Fjelsted Skov Hotel & Konference her – og oplev nærværet, naturen og det personlige engagement, som gør det til noget helt særligt.



