LUK
Statsaftale

Danske Konferencecentres Netværksdag 2019

Dato: 3.september 2019

Tid: 09.00 – 15.00

Sted: Det Danske Filmstudie, Lyngby

Ooooog ACTION….!
Danske Konferencecentre inviterer mødebookere til filmen

Den røde løber er rullet ud, og audition er i gang til årets store begivenhed for 250 udvalgte, professionelle mødebookere og -planlæggere: 

Danske Konferencecentres Netværksdag 2019.

Møder, konferencer og events spiller hovedrollen på dagen, der blandt andet byder på filmoptagelser, familiefrokost, “Mads & Mødeplanlæggerne” med Mads Steffensen og masser af netværk.

Et godt møde er på mange måder som en god film. Det er noget, man både husker, reflekterer over og taler om længe efter, det er overstået. Sådan er det også med Danske Konferencecentres Netværksdag. Det er dagen, hvor vi ikke alene kan netværke med hinanden og udveksle erfaringer og idéer indbyrdes, men også kan hente inspiration fra en række workshops og skabe personlige relationer til vores professionelle samarbejdspartnere.

Både mødeplanlæggere og møde- og konferencesteder oplever stadigt stigende krav til de møder og konferencer, de i fællesskab har ansvaret for at arrangere. Derfor oplever vi  en fortsat stigende interesse for vores Netværksdag. Her er mødebookerne ikke konkurrenter og konferencestederne er ikke sælgere. Der er et oprigtigt ønske om at blive klogere og bedre i fællesskab, og derfor har dagen udviklet sig til den ene event, som man som mødeplanlægger absolut ikke vil gå glip af.

Forventningerne stiger

Mødedeltagere har aldrig før haft så store forventninger til unikke og mindeværdige oplevelser. Det betyder, at mødeplanlæggere og -stederne i langt højere grad skal arbejde sammen og være hinandens partnere i fremtiden for at udvikle møderne. Derfor lægger vi op til en uformel dag med fagligt indhold, hvor fokus er at skabe personlige relationer og spille hinanden bedre.

Hvem deltager?

Vi har de tidligere år haft mellem 450 og 650 deltagere på Netværksdagen. I år har vi valgt at der “kun” er 250 pladser for gæster + 100 repræsentanter fra nogle af Danmarks bedste mødesteder. Der er ganske vist ikke nogen casting, men man tilmelder sig på venteliste, og alle tilmeldte vil få svar indenfor en uge. Dels fordi vi har et begrænset antal pladser, dels fordi vi vil sikre et højt fagligt niveau på dagen. Netværksdagen har udviklet sig til en betydningsfuld årlig begivenhed for både mødeplanlæggere og vores partnere. Det vil vi værne om ved at sikre, at alle deltagere både har noget at bidrage med og en oprigtig lyst til at deltage.

Underholdende og inspirerende workshops

Formiddagen igennem kommer vi til at invitere både jer til at deltage i en række spændende workshops. Omgivelserne taget i betragtning, er der naturligvis mulighed for at lave film, scenekunst, special effects og få en sjov, historisk rundvisning i filmstudierne.  Derudover har vi også en række faglige workshops bl.a. en “samtalesalon” om engagement, oplæg fra Mark Cooper fra IACC om fremtidens F&B og møderum, dilemmaworkshop med Marlene, hvor der skal arbejdes med dilemmaer til dagens sidste indslag m.m.

Lækker forplejning dagen igennem

Hele dagen byder vi på lækre snacks og lækkerier og dagens udsøgte frokost bliver arrangeret som en familiefrokost, hvor mødeplanlæggere og konferencesteder bliver matchet op med hinanden. Derfor er hygge og nærvær nøgleord, når deltagerne samles som små familier omkring de veldækkede frokostborde. Familierne er sammensat på forhånd og allerede ved ankomsten, vil du få at vide, hvem du er i familie med i dagens anledning.

“Mads & Mødeplanlæggerne”

Dagens prominente gæst er Mads Steffensen, der blandt andet er kendt fra radioprogrammet “Mads & Monopolet”. Det koncept bliver i dagens anledning til “Mads & Mødeplanlæggerne”, og indholdet er nogle af de dilemmaer, som opstår i Marlenes dilemmaworkshop henover formiddagen med fokus på fremtidens mødedesign og videndeling.

Pris og retningslinier

Netværksdagen er gratis forkælelse for dig, der booker og/eller arrangerer møder, og som ønsker en fagligt inspirerende dag i selskab med andre mødeprofessionelle. Ved tilmelding kan du skrive dig på venteliste til dagen og i løbet af en uge, vil vi sende dig svar på, om du er tilmeldt dagen.

Der bliver rift om de begrænsede pladser. Hvis du er blevet udvalgt til deltagelse, og senere finder ud af, at du ikke kan deltage alligevel, bedes du melde fra i god tid, så én fra ventelisten kan få din plads på dagen. Man kan melde fra uden beregning indtil d. 29. august kl. 12:00. Derefter vil der være et gebyr på  kr. 250,00 pr. person i tilfælde af afmelding eller no-show.

Vi filmer og tager billeder på dagen. Film og billeder kan blive publiceret på sociale medier og på vores hjemmeside.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt Netværksdagen er noget for dig, så kontakt Mette på mette@dkbs.dk eller 21 28 58 21. Eller endnu bedre – spørg nogle af dine kolleger, som har deltaget – de vil helt sikkert anbefale det.

Vi glæder os til at netværke med dig!!

DDF billede

DET DANSKE FILMSTUDIE

Der er en særlig magisk atmosfære over Det Danske Filmstudie og de fortryllende omgivelser, hvor mange af vore danske filmklassikere er optaget. Med sin unikke beliggenhed midt i naturen og alligevel tæt på København, er stedet oplagt til anderledes sammenkomster og møder eller en hyggelig netværksdag som vores.

Der optages stadig spille- og reklamefilm flere dage om året, men udenfor optagelsesdagene gør de forskellige lokalers størrelse og indretninger, at der kan opbygges helt individuelle løsninger.