Når møde- og konferencedeltagere fortæller om deres oplevelse på Hindsgavl Slot, er det sjældent de historiske bygninger, naturen omkring os eller udsigten over Lillebælt, de nævner som det allerførste. Det er følelsen. Fornemmelsen af at blive mødt af mennesker, der har glædet sig til, at netop de skulle komme.
Et vellykket arrangement handler mere end rammer, kapacitet og AV-udstyr, hvis du spørger os. Det handler i lige så høj grad om menneskene bag. Om tillid. Om fornemmelsen af, at nogen har overblikket – også når det uforudsete opstår.
Værtskab, du kan mærke
På Hindsgavl Slot er værtskab ikke et begreb i en strategi. Det er en kultur og en daglig praksis, som gennemsyrer hele huset – fra køkken og konferenceafdeling til teknik, rengøring, have og reception. Alle på tværs af afdelinger kender hinanden, løfter i flok og gør sig umage for hver enkelt gæst.
I køkkenet står vores køkkenchef Ulrik og hans team hver dag og laver frisk mad foran gæsterne, så buffeten ikke bliver et udtryk for overproduktion, men for omtanke. Det handler om at servere noget, der er lige så friskt, som det er gennemtænkt – og om at bruge råvarerne fuldt ud. Frilandsdyr, grøntsager fra køkkenhaven og innovation omkring madspild er hverdagen i slotskøkkenet.
Samtidig er værtskabet lige så konkret, når en kursusleder bliver akut sulten efter køkkenets lukketid – og en medarbejder går ned i personalestuen og smører en ostemad til hende. Eller når vores Banquet souschef Daniel helt spontant sørger for, at et hold ældre julegæster bliver kørt sikkert fra hovedbygningen over i laden i medarbejdernes private biler, fordi glatte brosten ikke skal stå i vejen for den perfekte aften.
Tryghed gennem mennesker, ikke processer
Vores holdning er klar: Du kan digitalisere næsten alt. Men du kan ikke automatisere den ro i maven, der opstår, når mennesker af kød og blod tager ansvar – og følger dig hele vejen. For som vores konferencechef Christina siger, så er det ofte dét, der betyder mest for mødeplanlæggerne.
På Hindsgavl Slot har du én kontaktperson hele vejen fra den første forespørgsel, til vi vinker på gensyn. Konferenceteamet koordinerer dagligt med køkken, teknik og restaurant, så du aldrig skal bekymre dig om, hvorvidt noget falder mellem to stole.
Og teknikken? Den skal bare virke. Derfor bruger vores tekniske chef, Alexander, hellere fem minutter ekstra med kursuslederen end at lade en udfordring opstå. Det er også derfor, han uden tøven bliver to timer længere for at vente på en ekstern oplægsholder, der ved en fejl er kørt til København og må vende om. For når dørene åbner, skal oplevelsen være sømløs.
Magien mellem punkterne på programmet
Når vores møde- og konferencegæster fortæller, hvad der gjorde oplevelsen særlig, nævner de ofte uventede øjeblikke af forbindelse, de ikke havde forventet. Først og fremmest med de andre deltagere, heldigvis. Men de nævner også øjeblikkene med os på slottet: En lille snak med tjeneren i havestuen eller gartneren i slotsparken. Et ægte smil på vej mod gruppelokalet. En lille overraskelse fra køkkenet. En natportier fuld af spas og gode historier.
Den slags øjeblikke kan ikke sættes på programmet. De opstår, fordi vores medarbejdere har hjertet med i det, de laver. Og fordi de får lov at forme oplevelserne, så de passer til de mennesker, der står foran dem.
Det er de øjeblikke, vi lever og ånder for på Hindsgavl Slot. Du er altid varmt velkommen.
Vil du indhente tilbud helt gratis? Så kan du sende en forespørgsel her. Læs mere om Hindsgavl slot på DKBS her.



