Fjelsted Skov har skabt fornyelse med omtanke. 20 værelser fra 2003 er blevet renoveret, så de kommer til at matche de 31 helt nye værelser, som står færdige til juni i år. Renoveringen er skabt ved blandt andet at give ældre møbler en “makeover” og tilføje dekorative, tørrede blomster fra en lokal producent.
Resultatet er en gennemgående rød tråd på tværs af alle værelserne i 2026.
De ældre værelser med røde lænestole og ældre malerier på væggen er nu helt opshinet i lyse nordiske farver, i lækre naturlige materialer og så endda med omtanke for miljøet.
Zinaida Frandsen gav sig selv en udfordring om at renovere værelserne med respekt for de gamle møbler i god kvalitet og materiale.
”Jeg ville gerne undgå at smide god kvalitet ud, blot fordi stilen og udtrykket er forældet. Derfor blev det en sjov udfordring at tænke kreativt. Jeg vidste, at det kunne lade sig gøre – og resultatet er vi meget stolte af,” fortæller hun.
De eksisterende møbler har fået lov til at blive – men i nye moderne farver. Skriveborde, bænke og skabe er blevet malet i farver, der matcher de helt nye værelser i den nye værelsesbygning. Det er fornyelse med respekt for historien – og et tydeligt eksempel på, hvordan man kan skabe fornyelse uden at starte helt forfra.
”Det er en god øvelse at se, hvad man har i forvejen. Vi sender en kærlig tanke til vores svigerforældre, som har købt gode kvalitetsmøbler dengang, de indrettede værelserne. Nu er det vores tur, og vi ønsker også at både de nye og ældre møbler kan holde i mange generationer frem”, fortæller Silje Frandsen. Hun og Zinaida er gift med de to ejere og brødre Simon og Morten, der har købt stedet af deres forældre.
Renoveringen er en del af Fjelsted Skovs grønne tilgang til udvikling. Selv blomsterne i selskabs- og konferencelokalerne og på værelserne er blevet en del af den bæredygtige tankegang – det er tørrede blomsterdekorationer, som kommer fra den lokale leverandør ”Regitzes Have”. Regitze er netop i gang med at udsmykke det store luftrum i en af gangene med en større blomsterinstallation, der skal blødgøre bygningens udtryk.
Læs mere om Fjelsted Skov her!
Se før og efter billeder af værelserne her – og se video nederst:








