Madlavning med kvalitet og omtanke er vigtigere end nogensinde, og derfor er vi på Severin Kursuscenter og Hotel glade for at præsentere vores nye samarbejde med en af Danmarks ganske få professionelle nøddeproducenter, Danske Nødder, som drives af de passionerede ildsjæle Mila og Lasse. Deres rejse fra kontorliv til landbrug er mere end bare en historie om at følge sine drømme. Det er også en fortælling om dedikation, nytænkning og dyb respekt for naturen og det landbrug, som igennem generationer har leveret fødevarer til danskerne.
En drøm bliver til virkelighed
Mila og Lasse, der begge har en baggrund inden for erhvervsøkonomi og IT, tog springet tilbage i 2022 og etablerede deres 10 hektar nøddeplantage i Hesselager på Fyn. Her dyrker de i dag hasselnødder, valnødder og ægte spisekastanjer i højeste kvalitet og med sikkerhed for sortsvalg. Nøddebønderne lægger vægt på lokalt, bæredygtigt landbrug med plads til både natur, ca. 1.600 nøddetræer omkring 10.000 blandede træer og buske til læhegn og biodiversitet. Alt sammen plantet “med håndkraft” for at skabe et mere naturligt landbrugsmiljø, hvor fugle, insekter og smådyr kan trives.
“Vi fik begge to lyst til at lave noget andet,” fortæller Lasse med glimt i øjet. “Og lidt ligesom ens første boligkøb, så vidste vi heller ikke noget som helst om at drive landbrug.” Deres beslutning om at dyrke nødder startede egentlig som et hobbyprojekt, men som business analyst og projektleder gik parret hurtigt i gang med at indkøbe maskiner og lave business case til den virksomhed, der snart skulle hedde Danske Nødder.
Milas og Lasses passion blev yderligere forstærket af en studietur til Frankrig, hvor de blev inspireret af den ældgamle landbrugskultur omkring særligt valnødder som også smitter af i den franske madkultur og de innovative måder, nødder anvendes. “Vi så, hvordan de både dyrker, forarbejder og bruger såvel friske som tørrede valnødder, og hvordan skallerne bruges til opvarmning af huse eller bunddække i blomsterbedet. Der er intet, der går til spilde,” siger Mila. Denne inspiration har været en drivkraft i deres arbejde og har hjulpet dem med at udvikle deres produkter endnu mere. ”Det har været en stejl læringskurve, men det har også været rigtig fedt,” uddyber Lasse som også nævner, hvordan naboerne i Bøsøre har været en kæmpe hjælp på rejsen til at lære at bruge og servicere landbrugsmaskinerne.
Særligt fokus på kvalitet og omtanke
På Severin arbejder vi med mad, der er båret af kvalitet, glæde og omtanke for vores gæster, råvarerne og jordens ressourcer. Derfor er vi enormt stolte af vores nye samarbejde med en leverandør, der deler vores værdier.
Mila og Lasse dyrker deres nødder økologisk og anvender metoder, der fremmer biodiversitet. “Vi har valgt at holde fast i diversitetsteknikker, hvilket bl.a. betyder, at vi har mange forskellige sorter,” forklarer Mila. Dette sikrer ikke kun en højere robusthed i afgrøderne, men også en bedre smagsoplevelse for vores mange spisende gæster her på Severin.
Severins køkken glæder sig til at eksperimentere med de friske nødder i køkkenet, og flere af vores kokke har allerede besøgt gården Strandbyhus, hvor Danske Nødder hører til. De friske nødder har sin helt egen smagsprofil.
“Friske nødder har en anden smagsoplevelse end de modne nødder, man ofte finder i butikkerne,” siger Lasse, medejer af Danske Nødder. “De er mere cremede og har ikke de bitre stoffer, som modne
nødder kan have.” Dette åbner op for en verden af nye kulinariske muligheder, som vi glæder os til at dele med vores gæster.
En helt ny smagsoplevelse
Samarbejdet med Danske Nødder giver os her på Severin mulighed for at tilbyde vores mange spisende gæster en helt særlig smagsoplevelse. Vi ønsker at skabe retter, der ikke kun er lækre, men som også er skabt med omtanke for vores omverden. Med Danske Nødder som ny lokal fødevareleverandør kan vi nu tilbyde endnu flere smagfulde retter, der både vil overraske og glæde vores gæster.
Severins gastronomiske profil går ud på at skabe måltider, der både fortæller den gode historie og nærer sanserne, og her passer Danske Nødder ind som fod i hose. De er et strålende eksempel på, hvordan man kan kombinere forretning med kvalitet og omtanke for vores omverden.
Hver nød bærer nemlig på en helt særlig fortælling om hårdt arbejde, dedikation og en dyb respekt for naturen. Vi glæder os til at udvikle samarbejdet, når nøddefarmerne er klar med større mængder hasselnødder, valnødder og spisekastanjer til vores gæster.

