Nyborg Strand lancerer nyt initiativ for branchen: “Fremtidens Fundament” skal styrke elevernes motivation og fastholde flere i faget

Hotel- og restaurationsbranchen er en hjørnesten i dansk turisme og oplevelsesøkonomi. Samtidig står branchen overfor en alvorlig udfordring, fordi færre og færre vælger en erhvervsuddannelse inden for området og for mange falder fra undervejs. Som en af landets største lærepladser føler Nyborg Strand et ansvar for at tage del i løsningen.

”Vi ønsker at gøre en konkret forskel for dem, der vælger vores branche til,” siger Jan G. Larsen, direktør på Nyborg Strand, og fortsætter: ”Med Fremtidens Fundament skaber vi et fællesskab og giver eleverne konkrete redskaber til at stå stærkere både som mennesker og som kommende fagfolk.

Konceptet består af en intens og inspirerende dag på Nyborg Strand, hvor elever fra hele branchen samles på tværs af fag. Dagen byder på oplæg, øvelser og fællesskabsaktiviteter, der sætter fokus på selvindsigt, robusthed, motivation og samarbejde.

Til at lede dagen har Nyborg Strand allieret sig med Ulrik Lynge, en af landets mest erfarne coaches, som gennem mere end 20 år har arbejdet med at motivere og udvikle mennesker indenfor både erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og elitesportsfolk. Han har desuden et indgående kendskab til branchen qua sin rolle som mentaltræner for det danske skillslandshold.

”De unge i dag står overfor store krav og høje forventninger – både fra sig selv og omgivelserne. Mit mål er at eleverne går hjem med følelsen af ”jeg kan godt” og med et stærkere fundament under fødderne. Fremtidens Fundament handler ikke kun om personlig udvikling. Det handler også om at forstå, hvordan man spiller hinanden gode og bidrager til et værdiskabende fællesskab og det gode samarbejde, siger Ulrik Lynge.

Målet med Fremtidens Fundament er ikke blot et enkeltstående arrangement, men at skabe en ny tradition i branchen. Et forum, hvor man sammen tager ansvar for at løfte næste generation af faglærte.

”Vi ser det som en investering. Ikke bare i de enkelte elever, men i hele branchens fremtid. Vores elever er fremtidens fundament og morgendagens ledere. Vi håber, at Fremtidens Fundament kan blive en fast del af branchens DNA og et symbol på, at vi står sammen om at skabe en stærk fremtid,” tilføjer Jan G. Larsen.

Første udgave af Fremtidens Fundament finder sted den 16. februar 2026 fra kl. 09.00-19.00 på Nyborg Strand. Arrangementet er gratis for alle elever og afholdes to gange årligt, så nye elever løbende får mulighed for at deltage.

Læs mere her: www.nyborgstrand.dk/fremtidens-fundament/

Ved spørgsmål, kontakt Jan G. Larsen på tlf. 30 61 50 02.

Læs mere om Nyborg Strand og booking af konferencer her!

Picture of Ditte Rønne Veggerby

Ditte Rønne Veggerby

Marketingansvarlig

Flere nyheder

Loading...